Det Smarte Net

Det smarte elnet

Vi arbejder med at sikre de bedste beslutningsgrundlag for udviklingen af infrastrukturen i samarbejde med forsyningsselskaber, kommuner og ministerierne blandt andet gennem asset management og brug af digitale værktøjer.

Energisektoren befinder sig i en brydningstid. Det skyldes særligt omstillingen til grønnere energi og en hastig teknologisk udvikling. Det har stor betydning for energisystemet og de forsyningsnet, der binder det hele sammen. El- og varmeproduktionen bliver fortsat grønnere, gas udfases af opvarmningen, og nye teknologier såsom elbiler, varmepumper til opvarmning og industri, batterier og solceller vil finde stadig større udbredelse i både hjem og virksomheder. Kommunernes planer omskrives, så det understøtter de nationale ambitioner.

Denne fremtid stiller store krav til forsyningsnettet, der skal videreudvikles, udbygges og digitaliseres. Forsyningsselskaberne skal facilitere nye måder at producere og bruge energi på samtidig med, at de skal binde energisystemet effektivt sammen fra kunden og helt op til det overordnede forsyningsnet.

Forsyningsselskabernes evne til kontinuerligt at omsætte data, herunder 3. parts data, til værdi er helt afgørende for, at den næste fase i omstillingen bliver en succes både på den økonomiske og den klimamæssige bundlinje. Digitaliseringen giver viden i forsyningerne, som skal omsættes til bedre prognoser, drift, vedligeholdelse og investeringsplanlægning, herunder overvejelser om at erstatte investeringer i hardware med software og køb af fleksibilitet. De informationsstrømme, som digitaliseringen åbner for, muliggør desuden et værdiskabende og nødvendigt samspil mellem forsyningsarterne indbyrdes og mellem kunden og systemet. Indsigt i forsyningernes muligheder er endvidere værdifuldt for samfundets, herunder især kommunernes arbejde med planer, der understøtter borgernes behov på en samfundsøkonomiske optimal måde.

Formål


Intelligent Energi samarbejder med Green Power Denmark og andre organisationer indenfor forsyning og kommuner om at facilitere den nødvendige dialog mellem forsyningsselskaber, kommuner, ministerier, teknologileverandører og universiteterne om udviklingen af fremtidens forsyningsnet. Denne dialog skal være med til at skabe et fundament for at håndtere fremtidens udfordringer på en samfundsøkonomisk optimal måde.

Vi understøtter desuden cyber- og informationssikkerheds-strategien i Danmark ved at identificere løsninger til implementering i energi- og forsyningssystemet. Dette omfatter ikke mindst robustheden i et energisystem, hvor et stigende antal enheder indeholder styringselektronik, der skal agere forudsigeligt og spille sammen i alle forudsigelige scenarier.

 

Faktaboks
  • Målgruppe: Forsyningsselskaber (el, gas, varme, vand), teknologileverandører, rådgivere, vidensinstitutioner og myndigheder
  • Medlemsmøder: 4 årlige workshops og temamøder
  • Formandskabet: Forperson: Lars Hansen, COWI, Næstforpersoner: Kristian Tilsted, Netselskabet Elværk og Søren Lundstrøm Schmidt, N1
  • Sekretær: Anders Bitsch Youssef, iEnergi og Peter Kjær Hansen, Green Power Denmark