Varmepumper skal elektrificere fjernvarmen

Siemens Varmepumper

Elektrificering af fjernvarmen kan betale sig selv hjem efter blot ca. seks år, viser et nyt studie af potentialet for store eldrevne varmepumper. Studiet er foretaget af Siemens i samarbejde med Intelligent Energi og Grøn Energi.

Økonomisk og miljømæssigt giver det god mening for mange fjernvarmeværker at investere i store, eldrevne varmepumper.

Det viser et studie udarbejdet af Siemens i samarbejde med Intelligent Energi, der har til huse hos Dansk Energi, og Grøn Energi under Dansk Fjernvarme.

Adm. direktør Claus Møller fra Siemens, der har sat sin signatur på studiets indledning, påpeger, at elektrificering af Danmark er en forudsætning for den grønne omstilling.

- Elektrificering af Danmark er en afgørende forudsætning for den grønne omstilling. Det er klart, at når vi taler om en fjernvarmesektor, der dækker to tredjedele af det danske varmebehov, så er det en vigtig og stor spiller i energiforbruget. Derfor er vi nødt til at sætte fokus på omstillingen til elektricitet, og vores studie er tænkt som et faktabaseret indlæg for det. Vi glæder os til at mødes med fjernvarmesektorens mange aktører og diskutere mulighederne, så vi også her kan skabe bæredygtige rammer for energi-Danmark, siger Claus Møller.

iEnergi: Vinduet er åbent

Branchechef Helle Juhler-Verdoner fra Intelligent Energi mener, at offentliggørelsen af studiet er godt timet:

- Vi skal benytte det investeringsvindue, der er i de såkaldte grundbeløbsværker nu-og-her, når grundbeløbet bortfalder, til at investere i store varmepumper og trække på ressourcer i spildevand og havvand, sådan som man har gjort det i Sverige i 30 år. Vi har brug for at afprøve disse løsninger på dansk jord, nu hvor der er en investeringsåbning, siger Helle Juhler-Verdoner.

Studiet viser, at der i gennemsnit er godt seks års tilbagebetalingstid på investeringer i store eldrevne varmepumper. Forudsætningen er, at en permanent reduktion af elvarme-afgiften.

- Politikerne har taget hul på afgiftslettelserne. Vi håber, at de med det næste energiforlig går videre af den vej, siger Helle Juhler-Verdoner. Hun påpeger, at store varmepumper er en mulig vej til at opnå effektiv ressourceudnyttelse og integration mellem de forskellige forsyningsarter, så energi fra vindmøller kan erstatte fossile brændsler i fjernvarmen, og hvor varmeværdi fra renseanlæg udnyttes.

Fossilfri fremtid

To ud af tre danske boliger – 1,7 millioner husstande i alt –  opvarmes ved brug af fjernvarme fra 405 anlæg, hvoraf en del fyres helt eller delvist med naturgas, der er et fossilt brændsel. Det vil være et problem i fremtiden, hvis Danmark skal leve op til regeringens mål om at være fossilfri i 2050.

En elektrificering af den danske fjernvarmesektor vil ifølge det nye studie reducere CO2-udledningen med 2,6 millioner tons årligt. Det svarer til udledningen fra næsten en fjerdedel af al vejtransport i Danmark, så Claus Møller fra Siemens opfordrer til hurtig handling.

- Det er en attraktiv business case, det er bæredygtigt, og det er en fremragende mulighed i forhold til at gemme den grønne energi fra Danmarks mange vindmølleparker i dage og nætter, hvor det blæser meget. Men som det er i dag, tager energi-arkitekturen i fjernvarmesektoren ikke hensyn til dette energiskifte, og derfor er jeg rigtig glad for, at både brancher for el og varme støtter op om at gennemse de politiske rammevilkår, så de i højere grad understøtter den grønne omstilling. Jeg indgår også meget gerne i denne debat, siger han.

Emner

Emner