Sønderborg spiser kirsebær med de store

Borgmester Erik Lauritzen

… og gør klar til næste fase for det ti år gamle ProjectZero. Borgmester Erik Lauritzen har ved kommunalvalget fået styrket sit mandat og kigger nu frem mod 2029 med fokus på uddannelse og FN’s 17 verdensmål. Energimæssigt er ambitionen bl.a. at få opført en havmølle- og en solcellepark og få energirenoveret mange flere bygninger.

Efter ti år, hvor ProjectZero har løftet Sønderborg op i den globale superliga, hvad angår bæredygtige byer, gør borgmester Erik Lauritzen (S) og hans byrådskolleger nu klar til – sammen med borgere og private virksomheder – at styrke visionen for den sønderjyske kommune.

- Vi skal producere mere grøn energi, så vi skal have en løsning på, om vi kan opføre en kystnær vindmøllepark og en solcellepark. Vi har også en boligmasse, der skal energirenoveres, og så skal vi motivere flere virksomheder – som de største allerede gør – til at tage hånd om deres energiforbrug, siger Erik Lauritzen om nogle af de svimlende mange initiativer, der de næste fire år skal bringe området tættere på et mål om nul udledninger i CO2-regnskabet for 2029.

ProjectZero startede i 2007 samtidig med, at kommunerne omkring Sønderborg slog sig sammen i en ny storkommune. Erik Lauritzen peger på, at udmøntningen af visionen om nul-udslip i 2029 har været vigtig for sammenholdet i den nye kommune.

Resultaterne har bl.a. ført til, at borgmesteren blev inviteret til FN’s klimakonference i Paris (COP21) af New Yorks tidligere borgmester, rigmanden Michael Bloomberg, der er formand for det grønne millionbysamarbejde C40, som ProjectZero er tilknyttet trods Sønderborg klejne størrelse.

Mere viden til området

Ved kommunalvalget i november 2017 fik Erik Lauritzen et flot personligt valg, så det har været en styrket borgmester, der har forhandlet det lokale ’regeringsgrundlag’ på plads. Ifølge konstitueringsaftalen er det ”en klar ambition at forfølge bæredygtighedsstrategien i forhold til både den miljømæssige, kulturelle, sociale og økonomiske dimension”.

I sin strategi vil Sønderborg Kommune fortsat satse massivt på en stribe lokale initiativer, men de vil gøre det i en klar international kontekst. For et par år siden blev Sønderborg godkendt som UNESCO Learning City, der er et globalt netværk med ca. 150 byer. Ideen er at kommunen i tæt samarbejde med skoler og uddannelsesinstitutioner bruger livslang læring som en metode til fornyelse og udvikling.

- Vi har haft grønne læseplaner for folkeskolerne i 7-8 år, så det er en videreførelse af det, men vi kombinerer det nu med at skabe en videns-by med udgangspunkt i FN’s 17 bæredygtighedsmål, siger Erik Lauritzen, der kalder det ’fantastisk’, at flere af områdets store og små virksomheder allerede har taget verdensmålene, der giver klodens borgere en række fælles opgaver frem mod 2030, til sig.

Havmøllepark i høring

I den lokale debat fylder planerne om en kystnær vindmøllepark på 160 MW mellem Nordals og Fyn rigtig meget. Projektet Lillebælt Syd er startet som en idé fra et lokalt havvindmøllelaug tilbage i 2010, og forundersøgelserne er blevet bakket op med finansiering af Bitten & Mads Clausens Fond, Sønderborg-virksomheden Linak (der omsætter for over tre mia. kr. om året), Energinet og Sønderborg Kommune.  

Lillebælt Syd, der drives frem af det kommunalt ejede Sønderborg Forsyning, er i VVM-proces, og borgmesteren påpeger, at der er meget på spil:

- Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at realisere havmølleparken, så vi kan styre udenom den rigtig farlige diskussion om landmøller. Hvis vi skal ud i den, risikerer vi, at opbakningen til ProjectZero smuldrer, siger Erik Lauritzen med adresse til den kendte NIMBY-effekt: Not In My BackYard.

I de kommende år bliver der formentlig opført en større solcellepark og 1-2 biogasanlæg i Sønderborg-området, ligesom der bl.a. takket være EU-tilskud kommer mere tryk på renoveringen af både ejerboliger og boligforeninger. Derudover agter kommunen også at presse på for at få skabt flere grønne løsninger indenfor transport.

Køen til og fra Nordborg

Allerede nu kører der 44 gasbusser rundt på de sønderjyske veje, og det kan ifølge borgmesteren eventuelt tænkes sammen med de nye biogasanlæg og dermed et tættere samarbejde med landbruget.

- Vi skal også omlægge flere af kommunens egne køretøjer til el, men hvis det skal rykke i forhold til private biler, skal vi have hjælp fra centralt hold, siger Erik Lauritzen og nævner, at rækken af biler til Danfoss i Nordborg om morgenen og returtrafikken mod Sønderborg om eftermiddagen er en ’kæmpe udfordring’.

Alt i alt er antallet af biler i kommunen steget med 5.000 stk. på ti år, så mobilitet er et emne, der er svært at håndtere trods el- og hybridbiler, gasbusser, supercykelstier og 200 elcykler i hjemmeplejen.

Bevidstheden er ændret

- Min største drivkraft?

Erik Lauritzen tænker sig godt om, inden han svarer. Han vil gerne sige noget om at redde verden, men det er alligevel for store ord.

- Men vi må gøre noget ved de miljøudfordringer, der er, nøjes han med at sige… med den tilføjelse, at det selvfølgelig også handler om at skabe jobs, forretning og velfærd og sammenhængskraft i Sønderborg-området.

- Vi er tæt på hinanden og kan få alle med. Med ProjectZero har vi fået en følelse af, at vi godt kan skabe resultater, og det giver energi til andre ting også, siger Erik Lauritzen, hvis kommune hyppigt får besøg fra nær og fjern for at høre, hvordan man rykker på den bæredygtige dagsorden.

- Vi prøver at vise vej, og hvis andre synes, det er godt, så er det fordi, vi har ramt rigtigt. Borgerne kender vores vision og vores indsats, og både bevist og ubevidst er der mange, der agerer. Vi påvirker hinanden, og vi har med ProjectZero skabt en anderledes bevidsthed. Vi har stadig diskussioner, men de foregår på et mere kvalificeret grundlag, siger Erik Lauritzen, der bl.a. under valgkampen kunne mærke en lokal stolthed over det, der er opnået.

Foreløbige resultater

Fundamentet for ProjectZero er Masterplan2029, der udstikker de overordnede rammer for et CO2-neutralt Sønderborg-område i 2029, og Roadmap2020 som peger frem mod et delmål om en 50 procents reduktion i 2020 i forhold til 2007.

Foreløbig har Sønderborg-området reduceret sit energiforbrug med knap 20 procent og CO2-udledningen med over en tredjedel siden 2007.



ProjectZero er forankret i Project Zero-Fonden, som i sin tid blev etableret med indskud fra SE, Bitten & Mads Clausens Fond, DONG Energy (nu: Ørsted) og Nordea-fonden med Sønderborg Kommune som aktiv medspiller. Lars Tveen fra Danfoss, der er formand, er udpeget af Bitten & Mads Clausens Fond. Borgmester Erik Lauritzen er næstformand i Project Zero-Fonden. Læs mere

Seneste nyt